Image
Top
MENU

Moxibustion

Balance i krop og sind

Moxibustion (Jiû) er en varmebehandlingsmetode og teknik, der siden præhistorisk tid og op til moderne tid har været anvendt og udbredt i hele Østen. Det er en terapiform, hvor der afbrændes forskellige substanser direkte og indirekte på huden. Planten Gråbynke (Ai Ye eller Moxa) er den foretrukne urt, da den forstærker varmeterapien og kan trænge igennem meridianerne (energibanerne) og regulere qi (energi) og xue (blod). Der anvendes forskellige teknikker for at nære og styrke qi samt stimulere og regulere den frie bevægelse af energi og kropsvæsker som eksempelvis blod. Teknikken kan sammenlignes med laserterapi, da den virker gennemtrængende og i dybden af vævet.

Moxibustion og akupunktur er uadskillige behandlingsformer i Orientalsk medicin og betegnes Zenjiû. Metoderne komplimenterer hinanden og fremmer den terapeutiske effekt betragteligt. Teknikken er gennem tusinder år blevet udviklet og raffineret. Metoden er kendt for at afhjælpe medicinske tilstande af kronisk karakter, som for eksempel kroniske ryglidelser. Metoden er ofte velegnet, når andre behandlingsmetoder har vist sig virkningsløse. Ligeledes er det også kendt, at metoden har en stærk terapeutisk effekt ved forskelligartede gener som for eksempel forkølelse, smertetilstande, gigt, svækket eller overaktivt immunforsvar, psykosomatiske tilstande, vandladningsproblemer, diarre, blærebetændelse og menstruationsforstyrrelser. Ydermere synes metoden at være specielt gavnlig ved sygdomstilstande opstået hos folk, der bor i en relativ kold klimazone som i Danmark.