Image
Top
MENU

NADA-modellen

Restitution af krop og sind baseret på øreakupunktur

National Acupuncture Detoxification Association (NADA) er blevet synonym for en standardiseret øreakupunktur-detoxmetode. Metodens grundlægger er psykiater Michael Smith, der i 1970´erne introducerede behandlingen på Lincoln Hospital i New York, USA.

Acu-detox (akupunktur-afgiftning) har været kendt i kropsakupunkturen i flere århundrede. NADA-modellen er den mest udbredte af disse metoder.

NADA bygger på kinesisk øreakupunktur og Traditional Chinese Medicine (TCM). Behandlingen bruges i kombination med og som et supplement til anden behandling. Kinesisk TCM-behandling –  og fransk øreakupunktur (auriculoterapi) er derimod andre behandlingsmetoder, der ikke skal forveksles med NADA- modellen.

Metoden anvendes i dag på hospitaler, private institutioner og i diverse behandlingsprogrammer i store dele af Europa og USA. I Danmark har metoden være anvendt siden 1999.

NADA- modellen er i dag klassificeret som en recovery-metode (restitutions-metode). Den bruges som supplement til anden igangværende behandling.

Metoden fremmer restitution og forebygger tilbagefald og har indflydelse på psykiske og fysiske symptomer som for eksempel:

  • Fysisk og psykisk uro
  • Stress
  • Angst
  • Søvnløshed
  • Abstinenser og stoftrang
  • Aggression
  • Akut krise

NADA-modellens styrke er også dens enkelthed.

Klienten skal sidde afslappet i en stol i sit eget tøj, mens behandleren sætter 3-5 engangs-standardnåle i bestemte ørepunkter. Derudover kan der i enkelte tilfælde suppleres med nogle få kropsnåle. Klienten sidder herefter afslappet med lukkede øjne i ro og stilhed med sig selv – mindfulness (bevidst nærvær) i 45 minutter, hvorefter nålene tages ud.

Behandlingen er non-terapeutisk, hvilket i praksis vil sige, at der ikke er dialog med behandleren. Derfor kan flere klienter få NADA-behandling på samme tid. Faktisk viser undersøgelser, at det er en fordel for klienterne at sidde samlet i en gruppe, da behandlings-effekten herved forstærkes.

Klienterne vil typisk blive anbefalet at få behandling 1-3 gange ugentlig i 1-3 måneder afhængig af årsag og behandlingsforløb.